Tingets gyldne saler

Hans Ditlev Franciscus Linstow, 1841:

“Den Grundformen, som antages at være den hensigtsmæssigste for en Storthingsbygning, er en Sammenbygning af fire Sider med en mellemliggende Hovedbygning i Midten, hvorved opnaaes tvende indesluttede Gaardsrum. En Hovedbetingelse for en Bygnings Beqvemhed er at Communicationerne i det Indre ikke er spærrede. En Storthingsbygning benyttes ikke alene af Husets eget Personale, men er tillige tilgjængelig for Publicum. Den frie Adgang, som Tilhørere have til de Forhandlinger, som skal være offentlige, maa ikke være til Uleilighed for Thingets egne Medlemmer.”

...

“Storthingssalen er tillige bestemt til Odelsthingets Samlinger. Den har en rund Form, fordi derved Præsidenten nærmere kan stilles i lige Afstand fra Enhver av Thingets Medlemmer, end under enhver anden Grundform, og fordi Talende saaledes ikke vende sig aldeles bort fra hverandre. I en Sal af denne Art møde altid tvende motstridende Fordringer, hvoraf den ene ikke fuldkommen kan tilfredsstilles, uden at skade den anden. Enhver maa nemlig have saamegen Plads, at han ikke generes, og tillige bør hele samlingen ikke optage saa stort Rum, at Talen bliver besværlig eller utydelig. Under en rund Form kunne begge disse Fordringer bedst fyldestgjøres.”

...

“Hvad Bygningens ydre Character og Bygningsmaade angaaer, da er den ældre doriske antaget for den mest passende. Det er den Bygningsstiil, som længst har vedligeholdt sig og ikke har forandret sig efter Moden. Dens solide og alvorlige Udtryk synes ogsa passende i dette Tilfælde.” 

...

“Storthingssalen har en rund Form, fordi derved Præsidenten nærmere kan stilles i lige Afstand fra Enhver av Thingets Medlemmer.”

“En Bygning af denne Art antages at ville blive passende stor, være beqvem, solid, construeret med behørigt Hensyn til Brandsikkerhed, samt i sit Indre og Ydre passende til Værdigheden af sin Bestemmelse, ligesom den ogsaa ved sit hensigtsmæssige Arrangement og sine rummelige Localer i flere Henseender vil formindske det Byrdefulde og Helbreden angripende i Hvervet at være Storthingsrepresentant.”

Fra “Slotsbygningsindendant Linstows Beskrivelse over en projecteret Storthingsbygning, dateret 9de Marts 1841”. Storthingsforhandlinger 1848, 2. del, S. nr. 30, s. 129–131.

Ole Gabriel Ueland, 1858:

“Pragtforetagende havde visstnok bidraget til Menneskeslægtens Forædling, men Alting maatte have en Grændse. Det nærværende Lokale var ikke godt, men det havde sine Fordele; man kunde saaledes høre godt, og det virkede ikke ved imponerende Udseende kuende paa Repræsentanternes Mod. At Forhandlingerne vare blevne mere urolige, skrev sig fra deres større Vidløftighed, ikke alene fra Lokalet. Storthingets Værdighed iagttoges bedst, naar Nationen seer, at man udretter noget i et saa daarlig Lokale, hvorimod det vilde være værre, hvis Intet skulde udrettes i hint pragtfulde Lokale.”

I stortingsdebatten om bevilgning til en ny stortingsbygning, 6. september 1851 (Morgenbladet nr. 249, 6. september 1851).

Peter Andreas Munch, 1851:

“Der er kun een Betænkelighed, vi ei ret have kunnet forstaa, nemlig den af Hr. Ueland udtalte, ”at Bygningens imponerende Udseende skulde kunne virke kuende paa Repræsentantens Mod.” Os forekommer det snarere som om Bevidstheden af at være hjemme i et Lokale, hvis Udseende var imponerende, maatte bidrage til at styrke Repræsentantens Mod og altid minde ham om at han var Medlem af Landets ypperste Forsamling, jevngod med Landets Ypperste. Vi antage det endog høist sandsynsligt, at vort nuværende Storthingslokales fattige Udseende mere end man almindeligviis tror har bidraget til at forknytte den forresten til mere storartede Omgivelser uvante Folks Repreæsentant lige overfor Kongemagtens med imponerende Insignier prydede Repræsentanter. Vi for vor Part kunde i denne Henseende ønske, at Storthinget sad i gyldne Sale, saa prægtige som i noget Kongeslot.”

Fra kommentar til stortingsvedtaket av 1851 (Morgenbladet 7. september 1851).

N.N., 1857:

“Nu forekommer det os aabenbart, at den af dHrr. Hanno & Schirmer komponerede Bygning vel i sig selv er smuk, men at den gjør et Indtryk, der er ganske fremmed for Tanken om et norsk Storthing. Sagen er, med et Ord, at denne strenge, middelalderlige Stiil slet ikke passer til en saa moderne, saa lys og fri Indretning som den norske Statsforfatning og den norske Folkerepræsentation. Til det engelske Parlament, med dets middelalderlige Oprindelse og Traditioner kunde man endda maaske tænke sig en saadan Stiil anvendelig. Men den norske Statsforfatning er aldeles et Barn af den nyere Tid, et Udtryk af dens Stemning og Tænkemaade, den hverken kan eller skal vække Erindringer fra Middelalderen. Er der saaledes nogen Bygning, der maa være i moderne Stiil, der bør have et Nutids-Præg, saa er det netop en norsk Storthingsbygning.”

Fra “En ny Storthingsbygning II” (Morgenbladet 22. mai 1857).

“Arrangementet med Rotunden og Vestibulen viser, at man her indbyder Nationen til at træde ind for at høre Folkets Mænd pleie Forhandlinger om Statens vigtigste Anliggender.”

Johan Sverdrup, 1860:

“Langlets rotunde kunngjorde den store Bestemmelse: Arrangementet med Rotunden og Vestibulen viser, at man her indbyder Nationen til at træde ind for at høre Folkets Mænd pleie Forhandlinger om Statens vigtigste Anliggender. […] Hvad jeg imidlertid lægger Vegt paa, det er, at han skaffer en rund Sal; det være ikke gjort til Opgave, at Salen skulde være rund, og derfor ere de, som gjorde en fiirkantet Sal ikke blot angerløse, men endog udenfor al Kritik, men jeg vilde blive halv maalløs ved at tale i en fiirkantet Sal. Man kan sige, man skal henvende sig til Præsidenten, naar man taler, – det staaer i Reglementet, – men jeg tilstaaer, jeg taler i Regelen egentlig ikke til Præsidenten; jeg taler for dem, som jeg vil gjøre Indtryk paa. Dette mit Indtryk om en rund Sal har jeg faaet bestyrket her [i Universitetets festsal], thi denne Sal er halvrund, og dette er sandelig en parlamentarisk Sal; jeg sætter den meget høit for dem, som tale, hvad Galleriet angaaer, da gives der vel ikke et saadant Galleri i Europa eller nogensteds; det er ikke opnaaeligt uden ved denne Byggemaade.”

Under stortingsdebatten om en ny stortingsbygning, 18. mai 1860 (Storthings-tidende nr. 144–147 1860, s. 1151–1175)

Peter Andreas Jensen, 1861:

“Thi denne Bygning maa blive stor, saavist som den Gjerning, hvortil den skal nyttes, er den største. Jeg har ikke nødig at udvikle det; jeg behøver kun at sige: her skal Nationen bo, her skal Nationen arbeide, her skal Nationen skrive sin Historie, her skal den modtage sine Gjæster, og disse Gjæster ere Kongens Raad, ja Kongen selv. Den er derfor jevnbyrdig med Kongens eget Slot, hvad den ogsaa udtaler ved selve sin Beliggenhed. Thi hvem nægter, at der hviler en høi Betydning i dette, at Kongen og Folket bo ligeoverfor hinanden? De ere ikke vendt fra hinanden, men til hinanden. Naar Folkets Repræsentanter om faa Aar her sidde samlede og med Alvor og Dybsind drøfte de Forslag og Forestillinger, som de modtager af sin Konges Haand, naar de to Statsmagter – leirede nogle hundrede Skridt fra hinanden – kunne de da andet end, aandelig talt, rykke tæt sammen, saa nær, at de kunne give hinanden ikke blot Haand, men ogsaa Hjerte? Vi tiltrænge Tegn, for at forstaa og indprente os enhver vigtig Sandhed, men disse to Bygninger, hver for sig ragende op over den hele Vrimmel af Privatmænds Boliger: Kongens Slot og Nationens Hus, Front til Front vendte mod hinanden – de skulle for Begge være et Tegn og et Varsel: at Konge og Folk ere opløftede over Enkeltmands Interesse; men i sig selv jevngode, – Begge kun underlagt Ham, som raader over baade Jord og Himmel.”

Fra tale til grunnstensnedleggelsen til Stortingsbygningen, 10. oktober 1861 (Publisert i V. Haffner, Stortingets hus, Oslo: Gyldendal 1953, s. 76–81)

Henrik Ibsen, 1861:

...
“Hvisk dem til, at Folkets Gaard
Bygges ej af døde Stene;
Mind dem om, at Aar for Aar
Højnes den med Aand alene”
...
“Folkets Gaard og Kongens Gaard
Over mod hinanden højne!
Ret som Frænder to de staar, –
Seer hinanden ind i Øjne; –
Der gaar Lyn af Aand og Ild
Ud fra dette Øjenspil; –
Sverres, Haakons, Oskars Skygger
Stilt, men stødt i Dagen bygger!”

Fra prolog til grunnstensnedleggelsen for den norske stortingsbygningen, 10. oktober 1861

Aasmund Olavsson Vinje, 1866:

“Og om Kvelden naar Gasen logar inne i den store Salen, so er der inne, som daa Oskefis kom til Kongsgarden, og det lyser og blenkjer, naar Du ser til det fraa Gata og Hagen, liksom i det gildaste Gjestebodshuset.”

...

“Visst er det, at Huset er slikt, at dei fleste Storthingsmenn før aldri hava voret i so gildt eit Hus, og her finnst visst mange, som ynskja seg paa Storthinget berre for at kunna hava retten til at sitja i slikteit Hus og tala der. Og mangein kjem visst og til at tala betre der en paa andre Stadar. Skam faa den, som ikki talar godt i so fint eit Hus!”

Fra “Det nye Storthingshuset”, Dølen, 4. mars 1866